Efter et par blogfri dage er jeg tilbage igen, og jeg vil berette lidt om, hvordan min weekend er forløbet.
Fredag aften var vi alle trætte, og vi besluttede blot at lave lidt mad og så hygge os med lidt godis. Det var en rigtig hyggelig aften, og det blev ikke sent. Det er virkelig ret hårdt med alle disse nye indtryk, vi er alle super trætte hele tiden. Det ændrer sig forhåbentlig i næste uge, hvor vi tilmelder os fitnesscentret på campus. Her har de en masse holdtræning, og man kan spare lidt penge ved kun at købe adgang til det, og ikke selve fitnessfaciliteterne. Generelt er det ret dyrt - det bliver ca. 200 DKKR om måneden bare for holdtræning. Men det er tilgengæld en stor fordel at det ligger på campus, hvor vi i forvejen tilbringer næsten alle vågne timer.
Efter en rolig fredag aften stod den på Ikeatur lørdag. Jeg er efterhånden ved at falde på plads, men manglede lidt småting som en ny dyne og pude og et badeforhæng. Det blev selvfølgelig suppleret med lidt flere småting. Når man bor på et rimelig institutionelt kollegieværelse skal man ikke undervurdere at få lidt personlige ting ind, som gør værelset til mit eget.
Lørdag aften var der adskillige fester på et kollegium, der ligger på campus. Johanne bor selv på kollegiet, så vi startede med middag hos hende. Det udviklede sig til lidt af en forfest, hvor vi efterhånden endte med at være flere end ti mennesker, da der lidt efter lidt droppede flere og flere udvekslingsstuderende ind. Det var rigtig hyggeligt, desværre havde jeg glemt mit kamera! Herefter gik vi videre til en gangfest, hvor der var rigtig mange mennesker og god stemning. Vi mødte to danske fyre, og fik sunget lidt "Kender du det" og "Kom tilbage til mig". Lidt corny, men også godt med lidt danskhed oven på det internationale miljø jeg ellers befinder mig i her! Aftenen sluttede jeg af med at tale med nogle andre af beboerne på min egen gang, der selv var kommet hjem fra fest. Det var rigtig hyggeligt at lære dem lidt bedre at kende.
At gå til privatfester i Sverige er i øvrigt lidt af en logistisk udfordring, da man ikke blot kan hente flere øl i 7eleven når man løber tør. Nej, man skal have indkøbt alt hvad man vil have i forvejen i Systembolaget som lukker klokken tre om lørdagen. Det tror jeg ikke at jeg når at vænne mig til på mit ophold her! Vi har udviklet et vinsystem blandt os piger, hvor vi alle hver især køber en boks vin, og så drikker vi vin ved den der er "vært" for aftenen.
I dag, søndag, har jeg mildt sagt haft lidt ondt i håret. Det lykkedes mig dog at stå op klokken halv tre og få læst det jeg skulle til mit gruppemøde i morgen. Jeg tror at resten af aftenen skal bruges på en gåtur ned til Konsum, lidt skønlitterær læsning samt i selskab med mit NuTV abonnement, der giver mig adgang til at se De Unge Mødre og Singleliv! Det er ikke dårligt, kan jeg godt sige jer.
søndag den 30. august 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar