fredag den 30. oktober 2009

Det var en god fødselsdag


Som overskriften indikerer havde jeg en god fødselsdag med en masse dejlige hilsner! På billedet ses et kort fra Momia, et kort fra Katja samt et Dannebroghjerte lavet i rørperler fra min halvt danske nabo Yrsa.

Jeg sluttede dagen af med at spise på restaurant med dem fra min gang, jeg glemte desværre mit kamera! Vi spiste på en italiensk restaurant i Gamla Stan, hvor man kan få super pastaretter for ca. 130 danske kroner. Jeg fik selv en ret med penne, oksekødsstrimler, bacon, små svampe (kan ikke lige huske navnet), pesto og flødesovs. Det var super lækkert og en rigtig hyggelig aften!

Det var i øvrigt en flot dag i går. Efterårsfarverne er rigtig flotte her, selvom træerne så småt begynder at tabe de gule blade. På billedet herunder ser I, hvordan der så ud på campus i går.

torsdag den 29. oktober 2009

Hjemrejse

Billede fra http://blog.norway.com/wp-content/uploads/2009/04/200708boeing-30-8-norwegian-air-shuttle.jpg

Så har jeg bestilt min hjemrejse til Danmark. Det bliver om morgenen den 19. december, for så kan jeg komme til julegalla om aftenen på Statskundskab! Det glæder jeg mig til, og det er rart at have det med hjemrejsen på plads nu.

(Og nu er det slut med overspringshandlinger, nu skal jeg altså skrive på den opgave! Selvfølgelig mens jeg følger med i Wozniackis kamp på en liveopdatering...)

Fødselsdag

Billede fra http://voksendemennesker.files.wordpress.com/2009/06/dannebrog.jpg

Så blev jeg 23 år! Indtil videre har jeg brugt dagen på at skrive opgave, at vaske tøj og at spise frokost med Katja på campus. Nu er jeg hjemme igen og skal skrive lidt mere, og i aften så står den, som nævnt, på hygge med folk fra min gang.

MANGE TAK TIL ALLE SOM HAR SENDT HILSNER! DET GØR MIG RIGTIG GLAD!

onsdag den 28. oktober 2009

Fødselsdagshjemve

Det er som om, at det at have fødselsdag (om 15 minutter!) får mig til at have hjemve for første gang (hvis man ikke tæller de første par dage med). Det føles bare underligt ikke at skulle fejre det i lejligheden med masser af lagkage, varm kakao og veninder (og måske Nørrebros natteliv i weekenden...)! Og i Hareskovby med middag og øl fra Skovlyst med familien! Men på den anden side tænker jeg, at jeg altid kommer til at tænke tilbage på, at da jeg fyldte 23, befandt jeg mig i Stockholm på eventyr. Og det er jo også godt på sin egen måde, selvom det bliver med en vis melankoli, både nu og sikkert også i fremtiden når jeg tænker tilbage på denne tid! Nu vil jeg gå i seng og læse lidt i min Mankell-roman. I morgen skal jeg skrive opgave og hygge lidt med dem fra min gang om aftenen.

Streetart i Stockholm


I går mødte jeg denne gnavne mand som bor på en lygtepæl i Söder.

Tentaöl


I går havde vi som nævnt vores afsluttende eksamen i forvaltningsfaget, og om aftenen skulle det selvfølgelig fejres med tentaöl (eksamensøl). Vi mødtes på en rigtig hyggelig café i Söder, og det var en god anledning til at snakke med folk under mere uformelle former. Alt i alt en rigtig hyggelig aften, og lad mig bare sige at det var godt at jeg skulle nå den sidste metro, ellers ville det have været svært at komme op og til seminarium i mit andet fag i morges!

Anbefaling: tømmermændsmad



I lørdags havde vi her på min gang lidt ondt i håret, fordi vi havde fejret diverse eksaminer med øl og hygge fredag aften. Men Barry (Irland) og jeg fandt den perfekte kur, som hermed videregives: Nachos i ovnen med ost og salsa på, og her kommer twistet: Chorizo ovenpå! Uhm, det var dælme lækkert med en cola, guacamole og creme fraiche til!

Ibland är det jätte jobbigt att vara dansk i Sverige...




Svensk satire der illustrerer, hvordan det nogle gange er at være dansk i Sverige...

På tirsdag flytter denne lille baby ind hos mig...



... I morgen er det nemlig min fødselsdag, og i den anledning får jeg denne computer af far og mor, TAK! De tager den med når de kommer på besøg på tirsdag. Det bliver dejligt!

Billede fra http://h10010.www1.hp.com/wwpc/dk/da/ho/WF06b/321957-321957-3832382-3832383-3832383-4004509-4040014.html#null

tirsdag den 27. oktober 2009

Afslutning på forvaltningsfaget

I dag har jeg afsluttet mit forvaltningsfag. I fredags afleverede vi vores opgaver og i dag var der så opponeringsseminarium. Det var over den kendte skabelon: der er en der opponerer på din opgave og du opponerer selv på en andens opgave. Jeg fik rigtig fin respons på min opgave. Selv skulle jeg jo også opponere, men jeg synes, særlig da jeg skulle forberede mig, at det var rigtig svært. Dels fordi svensk jo stadig ikke er min stærkeste side, og i noget lidt følsomt som opponering er det jo vigtigt at vælge sine ord med omhu, være præcis og få alle nuancer med. Dels var det svært fordi den opgave, jeg skulle opponere på, virkelig havde sine mangler. Det var tydeligt at det var lang tid siden personen havde skrevet en akademisk opgave, og hvordan får man lige sagt at man faktisk synes at opgaven er én lang redegørelse uden overhovedet noget analyse og diskussion? Jeg valgte den strategi at sige alt, hvad jeg syntes var godt ved opgaven, og formulere al kritik som 'tilnæstegangkritik': "jeg tror du kunne have fordel af at formulere et problem eller en hypotese" eller "jeg tror at det ville være godt, hvis du næste gang skriver eksplicit, hvorfor du har valgt din teori" og så selvfølgelig "det vil blive lettere for læseren at vide, hvad du vil med din analyse, hvis du i begyndelsen af hvert afsnit skriver metatekst". Det gik heldigvis fint, men jeg syntes ikke det var videre behageligt, især på grund af sproget. Og de ovenstående sætninger er faktisk citater fra min opponering (det var selvfølgelig på svensk), hvilket siger lidt om (til statskundskaberne), hvilken opgave jeg havde med at gøre...

I aften skal jeg ud til en enkelt øl med de andre fra faget, og ellers går resten af ugen med at skrive på min anden opgave, som jeg skal aflevere på mandag.

fredag den 23. oktober 2009

Fredagshaiku

Billede fra http://www.momist.com/uploaded_images/Carlsberg--Vintage-No.1-718500.jpeg


Opgaven er sendt
En Carlsberg Export er i
sandhed på sin plads

Når vi ikke selv
Har et køkken for tiden
Tænkes kreativt

Først i grannekök
Hvis ej maltesisk pige
Smider os ud

Så i egen gang
I et ekstra rum som jeg
Bor ved siden af

Jeg håber folk går
I byen ikke for sent
Jeg skal ikke med

For i morgen jeg
Håber at starte på en
Ny opgave, ja

Men vi får se hvad
Som sker, for jeg har kun fem
Øl. Det er okay

Så ved man jo hvor
Meget man drikker i kväll
Systembolaget

Første opgave færdig!

Nu har jeg netop færdiggjort min første eksamensopgave. Det er i faget offentlig politik och förvaltning. Her havde vi helt fri hænder til at vælge teori (inden for pensum dog, men det er også omkring 2600 sider, så der er nok at tage af!) og eventuelt case. Jeg valgte tidligt at skrive om casen med Miljøministeriet, der fik Danmarks Miljøundersøgelser til at ændre konklusioner i en rapport om de danske skove, så det blev politisk mere lempeligt for ministeriet. En interessant case om konflikt mellem politik og forvaltning.

Her kommer uddrag fra indledningen, så I kan få et indtryk af, hvad opgaven handler om:

"For nyligt kom det frem i den danske presse, at Miljøministeriet i 2007 havde beordret forskningsinstitutionen Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) til at ændre en vurdering af danske skoves tilstand fra ’dårlig’ til ’god’ i forbindelse med indrapportering til EU. I offentligheden anklages Miljøministeriet for at have presset fagfolkene i DMU til denne ændring, så rapportens konklusioner er mere komfortable for regeringen.Her illustreres således en konflikt mellem forvaltningsniveauet og det politiske niveau, mellem faglige og politiske idealer. Med udgangspunkt i casen operationaliseres konflikten i følgende problemformulering:

Hvorfor lykkedes det ikke Danmarks Miljøundersøgelser at forhindre Miljøministeriets indflydelse på rapportens konklusioner?

Casen om DMU analyseres med teori om forvaltningens ressourcer kombineret med principal/agentteori. Opgaven indeholder således en teoretisk informeret analyse og diskussion af, hvorledes DMU anvendte sine ressourcer som forvaltning i konflikten med Miljøministeriet, og hvorfor dette ikke lykkedes for DMU."

Opgaven er skåret lidt over samme skabelon som Pakistan-opgaven (giver mening for Sine og Mette) og er 15 sider inklusive formalia, så jeg måtte skrive den kort og præcist!

Det bliver rart at få opgaven afleveret i dag, så jeg kan vende blikket mod næste opgave som venter. Men jeg holder dog fri resten af dagen og måske også i morgen.

onsdag den 21. oktober 2009

TAK til far og mor...


... for at sende mig min vinterjakke, min hue og mit halstørklæde (som jeg faktisk selv strikkede dengang jeg blev opereret for anden gang. Når man er sengeliggende bliver man desperat! Men det er stadigvæk et godt halstørklæde!) plus min yndlings Ritter Sport. Nu er jeg forberedt på når vinterkulden slår igennem! Her er blevet lidt varmere den sidste uges tid, så nu er vi omkring de 7-8 grader. Men det bliver sikkert koldere meget hurtigt!

tirsdag den 20. oktober 2009

Tea time!

Søndag stod jeg tidligt op, købte ind og bagte brownies efter Karinas legendariske og lækre opskrift. Dette skyldes at jeg om eftermiddagen var inviteret til te med Erasmuspigerne hjemme hos belgiske Marlies.

Først skulle jeg dog lige have overstået en del times opgaveskrivning, men det gik fint, sikkert fordi jeg kunne se frem til masser af te og kage om eftermiddagen!
Alt i alt et rigtig hyggeligt arrangement og den perfekte måde at tilbringe søndag eftermiddag på!

De næste mange dage står den på opgaveskrivning, så det kan godt være det ikke bliver til så meget blogging. Der sker nok heller ikke så meget som er interessant at blogge om!

Lørdag aften: Up!


Lørdag tog jeg sammen med Erasmuspigerne først på T.G.I. Friday's og spiste de lækreste burgere. Jeg havde, som nævnt, haft migræne om dagen, men efter en burger og cola med gratis refill var jeg helt frisk igen!

Herefter tog vi i biografen og så Pixars nye animationsfilm, Up. Wauw hvor var den god! Den får mine varmeste anbefalinger med på vejen. Og endnu bedre var det at filmen blev vist i 3D (så man fik smarte 3D-briller!). Jeg kan kun huske at have set 3D til et vinter-OL i begyndelsen af halvfemserne, så dette var en meget speciel oplevelse! Det var ikke sådan at man følte man var helt inde i filmen, men billederne blev mere levende, fik mere perspektiv og blev ikke mindst meget smukkere! Jeg ved ikke om der er nogen danske biografer hvor man kan se 3D, men hvis man kan, vil jeg også anbefale det!

Alt i alt var det en rigtig hyggelig aften, og det var en god og rolig måde at bruge sin lørdag aften på, når man skulle skrive opgave søndag.

På vejen så vi i øvrigt et par sko, der var blevet glemt i en telefonboks. De stod helt pænt ved siden af hinanden, som havde man stillet dem i sin garderobe. Det gav ikke rigtigt mening, men jeg dokumenterede det i hvert fald!

søndag den 18. oktober 2009

Tillykke til Bella


Stort tillykke til mor, far og Bella med den flotte avlsgodkendelse! Jeg glæder mig til det ender med et kuld søde små hvalpe, måske med en Nelly i blandt.

lørdag den 17. oktober 2009

Fågt Op I Skalle




Bag overskriften (og videoen - lækker sang!) gemmer der sig to emner.

For det første fandt jeg i går ud af, via undertekster på svensk fjernsyn, at en skalle (sådan en som skaldede og fede mænd nikker hinanden når de slås) i Sverige hedder en "dansk skalle"!!! Jeg tissede næsten i buskerne af grin. En ting er, at vi i Skandinavien lægger navn til stavgang i resten af Europa ("nordic walking"), men at vi danskere skal lægge navn til en skalle? Er det en særlig dansk nærkampsteknik? Jeg tror det er fordi, at en dansk skalle er det svenske hooligans får når de kommer til Danmark for at se fodbold.

For det andet har jeg siden i nat selv været lidt "fågt op i skalle", jeg har nemlig haft migræne så meget at jeg vågnede af det da min medicin ikke virkede længere! Øv altså. Nu er klokken 15:13, og efter to panodiler og tre migrænetabletter er jeg endelig ved at blive mig selv. Men det er ikke meget på opgaven jeg har fået skrevet i dag! Til gengæld har jeg tænkt, og det kan jo også være nyttigt, for jeg fik da lige tilføjet principal-agentteorien til mit teoretiske framework. Asymmetrisk information er jo et begreb man kan applicere på næsten alt! Så nu har jeg den teoretiske og empiriske ramme for opgaven, så skal jeg bare applicere. Det skal nok gå. Opgaven skal være 12-15 sider (faktiske sider - 1,5 linjeafstand og så videre, ikke noget med ord eller tegn) inklusive formalia! Så jeg skal virkelig holde mig i skindet når jeg skriver og ikke skrive for langt.

Men i aften har jeg noget at se frem til! Jeg skal nemlig først spise på TGI Friday's (jeg regner med at spise en stor burger og få en cola, det må da være kuren for en migræne der ikke rigtig vil forsvinde!) og derefter skal jeg i biografen og se den nye Pixar film Up. Og det er endda 3D! Så jeg håber vi får de sjove briller. Det hele foregår sammen med Erasmuspigerne, så det skal nok blive godt!

torsdag den 15. oktober 2009

En god dag

I dag har været en god hverdagsdag! Vejret er rigtig flot her for tiden, omkring de fem grader om dagen, men skyfrit med flot efterårssol og uden for meget vind! Jeg klarer mig stadig med min skindjakke, men glæder mig dog til at mor og far har min vinterjakke med i begyndelsen af november!

I dag tog jeg først til bodypump i træningscentret klokken 12, og derefter til seminar i mit forvaltningsfag. Selvfølgelig var det én lang diskussion, men i dag syntes jeg faktisk det var interessant og konstruktivt. Og så hjalp det på det at vores underviser skulle nå et tog til Skåne, hvorfor seminaret sluttede en halv time tidligere.

Da jeg kom hjem så jeg, at vores køleskabe var blevet flyttet ind i et rum på gangen der står tomt og sat til. En rigtig rar oplevelse! Så kunne jeg flytte mit rugbrød og min spegepølse fra min vindueskarm, hvor jeg havde holdt det koldt i løbet af dagen via et åbent vindue. Endvidere fandt jeg ud af, at en ekstranøgle der på mystisk vis lå i min postkasse da jeg flytte ind passede til en gang ved siden af vores, og at det således er meningen at vi skal anvende deres køkken mens vores bliver renoveret. Køkkenet er rent og fint, og jeg blev glad for at der igen er styr på køkkenet. Jeg fejrede det ved at tage ud og købe ind, så til aften fik jeg risotto med svampe, selleri, gulerødder, hvidvin og parmesan samt filmjölk (tykmælk) med drys til dessert.

Således opmuntret kan jeg nu se frem til nogle dage med intens opgaveskrivning. I det mindste har jeg en masse risotto tilovers, så jeg kommer ikke til at sulte!

onsdag den 14. oktober 2009

Køkkenrenovationsfrustration

I morges så der sådan ud uden for mit vindue! Det blev dog ikke liggende længe, men fint så det ud.

I dag var det meningen at vores køkkenrenovation skulle starte, så vi havde alle tømt vores skabe og taget vores ting ud af køleskabet, flyttet sofaen ind på Kevins værelse og tv'et på Alens. Og så sker der ingenting! Det er altså ret irriterende. I forvejen er det irriterende at vi skal undvære vores køkken på ubestemt tid, men at vi samtidig ikke har nogen anelse om, hvornår renovationen starter er virkelig frustrerende. Hvis man i det mindste bare vidste hvornår de gik igang, så kunne man indrette sig.

Håndværkere, og så siger jeg ikke mere!

tirsdag den 13. oktober 2009

Lååålålålå

Først vil jeg bare lige slå fast at ja, det var rigtig fedt at være dansker i Sverige i lørdags!

Udover det vil jeg lige give et hurtigt brush up på weekendens hændelser.

Lørdag tog vi, sidst på eftermiddagen, til snowboardeventen på Sergels Torg. Det var ikke så stort som vi havde troet, men det var stadig sjovt at se hvordan man kan skabe en railkonkurrence i midten af Stockholm.
Det blev hurtigt rimelig koldt, så vi gik videre for at spise. Efterfølgende tog vi på The Dubliner, hvor vi som nævnt skulle se kampen. Først varmede vi op med en irsk kaffe, noget der stadig minder mig om de gode Viften-tider!
Her er Jennica, Alen og Yrsa (to sidstnævnte fra min gang). Yrsas far er dansker, så selvom hun altid har boet i Sverige holder hun med Danmark i fodbold! Det var vi i øvrigt de eneste to der gjorde i hele baren. Alen er bosnier (men har boet i Sverige siden han var 11, så vidt jeg husker), så han holder mest bare med Zlatan.
Så er vi klar til kick-off! En rigtig fed kamp, og jeg kan love jer at Yrsa og jeg high-fivede og skålede hver gang Sverige fik underkendt et mål! Og da Jakob Poulsen (selvfølgelig AGF'er) scorer, ja det var bare en super forløsning!! Og jeg kan godt sige jer at svenskerne så sure ud! Efter kampen var de fleste nu mere i acceptstadiet, og flere sagde at det var ok, for nu kunne de slippe af med deres træner. Og at de ikke synes de hører til ved et VM, når man vinder 1-0 over Malta på et selvmål. Da undlod jeg at nævne Danmarks 1-1 mod Albanien, jeg synes ikke det lige var relevant.

Søndag gik med læsning, og i går, mandag, stod den på seminar om normativ teori samt mere læsning. Om aftenen var jeg i biografen med Jennica hvor vi så Inglorious Basterds, og jeg vil bare sige at den er fantastisk! Hvis man ikke har set den endnu er det bare med at få fingeren ud.

På Drottninggatan var der en fin hallowen-udsmykning som jeg tog et billede af:

lørdag den 10. oktober 2009

Kan I se hvad jeg mener...?


... Der er noget lusket med ham Zlatan... Jeg var sikker på at jeg havde set ham før.

Efter snowboardkonkurrencen i eftermiddag skal jeg på The Dubliner og se fodbold. Vi bliver nødt til at gøre det på en irsk pub, da der også er irere i selskabet, og i aften møder Irland Italien klokken 21, så vi bliver nødt til at være et sted hvor de viser begge kampe. Hvis Danmark vinder tror jeg, at jeg vil inkorporere resultatet i alle mine samtaler med svenskere i næste uge.

Billeder fra http://utbildning.distra.se/webreg.nsf/ade9241d2a44be6cc22569130059caa9/d218fd1a58e5bfb9c12571ec0049b523/$FILE/Zlatan.jpg, http://img140.imageshack.us/img140/5707/ibrahimovic101024x768ef0.jpg og http://www.sleazehound.dk/billeder/comics/valhalla_13/valhalla_13_3_lille.jpg

Snowboarding i Stockholm i oktober!

I eftermiddag bygges der i midten af Stockholm en snowboardbane med rails, og så kommer verdenseliten af snowboardere og konkurrerer! Det skal jeg helt klart ind og se, jeg tror det sjovt og ret anderledes!

Ice bar

I går aftes var det egentlig bare meningen at vi skulle have en rolig aften med Idol på køkkenet. Men det udviklede sig, og pludselig stod vi på stationen med retning mod centrum (jeg beklager den dårlige billedkvalitet, jeg havde ikke selv kamera med, så jeg har nuppet billedet fra facebook).

Og så tog vi på Ice Bar! Konceptet kender I måske fra København: man betaler en latterlig sum penge for at komme ind, bliver iklædt en kappe og så går man ind i en bar, der er lavet helt af is og får serveres Absolut Vodka drinks i glas også lavet af is! Det var faktisk en ret sjov oplevelse, selvom det var lidt specielt! Der er -5 grader derinde, og selvom det egentlig ikke er slemt, gider man ikke være der længere end en times tid, så bliver det altså ret koldt!
Efterfølgende tog vi en enkelt på The Dubliner, og så var det godtnat for mig. I dag skal jeg helst få læst noget! Hvad jeg mere skal i dag kommer i de næste indlæg...

Og hjerteligt tillykke med fødselsdagen til mor!

fredag den 9. oktober 2009

091009

I dag er det en rigtig flot efterårsdag i Stockholm, og uden for mit vindue nærmest lyser efterårsfarverne.

I formiddags tog jeg en tur ind til centrum, hvor jeg stemte til de kommende valg på den danske ambassade. Ude foran ambassaden hang Dannebrog og EU-flaget, men Dannebrog havde desværre viklet sig rundt om sig selv, så det var ikke ligefrem noget der kunne vække nationalfølelsen! Nu må vi se om landsholdet har mere held til det i morgen...

Adam Holm sat til vægs

Jeg vil lige henvise til Jonas' blog , IFS-blokken (Institut for Statskundskab), hvor han henleder vores opmærksomhed på et brilliant Deadline-interview med Jørgen Leth og Morten Sabroe. Følg hans link, scroll ned gennem programmets indhold og vælg "Interview med Morten Sabroe og Jørgen Leth". Så ser man Adam Holm blive en lille pubertetsknægt. Det er meget underholdende!

torsdag den 8. oktober 2009

Regionsrådsvalg - en radikal kommunikativ hjerneblødning

Billede fra http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=22529

Bag den politisk essayistiske titel gemmer sig der en historie om, hvor paranoid man kan blive når man er et midterparti, der indimellem må tage nogle slag fra medierne og ikke mindst vælgerne.

Hele historien starter her i Stockholm. Jeg undersøger hvordan jeg kan komme til at stemme til kommunal- og regionsrådsvalg, og efter en mail til ambassaden finder jeg ud af, at det kan jeg der. Så går det op for mig, at jeg faktisk skal stemme i Favrskov Kommune, da jeg har midlertidig adresse hos mine forældre. Da det efterhånden er mere end fire år siden jeg har boet der, har jeg slet ikke styr på lokalpolitikken. Jeg spørger derfor mine forældre, om de ved om Radikale Venstre har indgået nogle valgforbund. Man kan aldrig helt vide med Radikale Venstre ved kommune- og regionsrådsvalg, og derfor plejer jeg lige at orientere mig om, hvor min stemme egentlig ender, hvis jeg stemmer på dem.

Min far sender så en mail dels til Radikale Venstre i Favrskov Kommune, dels til Radikale Venstre i Region Midtjylland.

Til Erling Madsen, formand for Favrskov Radikale Venstre:

Indgår de radikale i valgforbund med andre partier ved det kommende kommunevalg?

Med venlig hilsen

Jes Peter Ejrnæs

Svar fra Erling Madsen:

Kære Jes.
Vi har ikke indgået valgforbund med nogle af de øvrige partier / lister.
Mvh. Erling Madsen.

Nå, så langt, så godt. Så kan jeg stadig overveje at stemme radikalt på kommunalt plan. Så bevæger vi os videre til Region Midtjylland:

Til Jesper Søgaard, Formand for Det Radikale Venstre i Region Midtjylland; formand for Storkreds Vestjylland:

Indgår de radikale i valgforbund med andre partier til det kommende valg til region midtjylland?

Med venlig hilsen

Jes Peter Ejrnæs

Og nu begynder det så at gå lidt galt. Øhm.. Her kommer svaret:

Hej Jes Peter.
Hvem spørger du på vegne af? Hvilket parti tilhører du, og i hvilken sammenhæng ønsker du oplysningerne?

Mvh
Jesper Søgård
Formand for Det Radikale Venstre i Region Midtjylland; formand for Storkreds Vestjylland.

Ja, man skulle således tro at min fars emailadresse var jespeter@midtjyllandscentrumforlatterliggørelseogantiradikalkampagne.dk.

Det er den ikke, kan jeg hilse at sige. Men svaret var dog til nogen nytte, da det bragte den gamle lokalpolitiker (16 år i byrådet) op i min far:

Det var dog en paranoid reaktion på et simpelt spørgsmål! Så kan jeg bedre forstå, at de radikale står så dårligt, når man besvarer interesserede henvendelser på den måde.
Selvom du ikke vil/tør svare på mit spørgsmål, vil jeg gerne svare på dine.

Hvem spørger du på vegne af?
Jeg spørger på vegne af min datter, som er statskundskabsstuderende i København, men på midlertidigt studieophold i Stockholm og derfor p.t. af praktiske grunde har folkeregisteradresse her i Favrskov kommune og skal brevstemme i dag i Stockholm. Hun har altid stemt radikalt [red: ikke helt sandt, jeg stemte faktisk Socialdemokraterne til sidste kommunal- og regionsrådsvalg pga. underlige valgforbund], men spurgte om der var indgået valgforbund, og det lovede jeg at undersøge. De radikale i Favrskov kommune svarede uden forbehold straks på mailen.

Hvilket parti tilhører du, og i hvilken sammenhæng ønsker du oplysningerne?
Jeg er socialdemokrat, har været medlem af byrådet i Hinnerup 1978 – 94, repræsenterende SF og Socialdemokraterne, men har ikke været aktiv i politik siden 1994. Både mine forældre og alle bedsteforældre har altid været radikale, min mor har endda været medlem af hovedbestyrelsen, men jeg er altså frafalden! I øvrigt har jeg i 80-erne arbejdet sammen med Johs. Poulsen, da vi begge var SF’ere og skaffede SF indflydelse i KL, hils ham, hvis du ser ham.
Du behøver ikke svare denne mail, jeg gider nok ikke læse den, se f.eks. http://www.radikale.net/Files/346/moedereferat.pdf [Red: heraf fremgår Radikales Venstres tekniske valgforbund, mere om det nedenfor. Mere interessant er punktet: "4) Politisk drøftelse: Det var der ikke nogen tid til"]
Med venlig hilsen
Jes Peter Ejrnæs

Der blev Jesper Søgård nok lidt skuffet, eftersom han havde håbet på at han var genstand for en regionsrådsvalgsskandalehistorie, der måske havde potentiale til at få ham i TV2 Østjyllands lange udsendelse klokken 19:30. Og så var det bare lille mig, der ikke engang bor i Danmark. Tilbage stod jeg med spørgsmålet: indgår de radikale i valgforbund eller ej? Det er vel ikke nogen hemmelighed hvis de gør? Er det noget pressen ikke må vide? Svaret kom fra Erling Madsen, der tidligere var hjælpsom angående oplysning om kommunalvalget:

Kære Jes Peter.
Tak for din orientering. Du har sikkert forståelse for at jeg ikke ønsker at kommentere vores regionsformands adfærd. Men jeg vil gerne informere dig og din datter om, at DRV Midtjylland har indgået teknisk valgforbund med Konservative, Kristendemokraterne og Centerpartiet (udbrydere fra Kristendemokraterne).
I modsætning til Jesper Søgaard var jeg ikke i tvivl om hvem du er. Jeg boede fra 72 - 80 i Hinnerup Kommune og husker dig klart fra dit politiske arbejde, deriblandt din tid i Hinnerup Byråd.
Her slutteligt vil jeg takke dig for din interesse, og beklager det uheldige forløb med regionsformanden.
Mvh. Erling Madsen

Til sidst vil jeg bare sige, at hvis jeg var Jesper Søgaard ville jeg også være flov over det valgforbund! Og tak til far for en ihærdig indsats og til Erling Madsen for bedre kommunikationsarbejde end Jesper Søgaard.

Siden sidst

Ja, så er snart endnu en uge gået, jeg kan nu begynde at tælle ned at jeg får ferie 2. november. Jeg tror dog ikke jeg kan blive ved med at ignorere at jeg skal skrive to afsluttende opgaver af ca. ti sider hver... I det mindste har jeg fundet en case til den ene, men det skriver jeg sikkert mere om om en uges tid (jeg planlægger at skrive den ene i næste weekend).

I går havde jeg seminar sent om eftermiddagen, det var der hvor vi præsenterede forskellige landes forvaltning, og hvor jeg stod for de arabiske lande. Det var interessant, men samtidig var det lidt rart at det var sidste gruppepræsentation i det fag. Så skal jeg ikke bruge så megen tid på forberedelse fra nu af.

Om aftenen mødtes jeg med en flok erasmuspiger og et par fyre fra deres jurahold. Vi spiste på en super lækker asiatisk restaurant, Toy Kök & Bar. Jeg ved ikke hvorfor den hed "Toy", vi synes det var lidt lakrids. Men måske er det et normalt navn i Østasien. På trods af navnet var buffeten super lækker. Lidt ligesom Thai Pan på Nørrebro, bare i buffetform, og til yderst rimelige priser. Vigtigst af alt var der sovs med kokosmælk i, rejechips og blæksprutteringe. Det er ikke sidste gang jeg har været der! Efterfølgende tog de andre på jazzbar i Gamla Stan, men jeg var træt og havde et langt program foran mig i dag, så jeg tog hjem. Nedenfor ses (en af) min(e) tallerken(er) samt Johanne, Roos og Albertine.
I dag stod den på gruppearbejde. Vi skulle skrive en opgave ved brug af normativ teori, her Habermas. Vi valgte at analysere og argumentere for den normative tese "Vetoretten i FN's Sikkerhedsråd bør ophæves". Der var ingen af os der var så tændte på opgaven, men vi fik den skrevet på 3,5 timer, så det var vældigt effektivt og det var rart! Det er nok ikke nogen guldrandet opgave vi indleverer, men lige nu går jeg mest op i effektivitet, da jeg er lidt tidspresset med at nå det hele før mit semester slutter! Her er et billede fra vores gruppearbejde:

I aften tager jeg den helt roligt, jeg tror jeg er ved at blive forkølet. Så jeg hygger mig i sengen med computeren, musik og te.

onsdag den 7. oktober 2009

Reformer i Tunesien

Bag overskriften gemmer sig det, at jeg i dag skal holde opläg om, hvordan man i forskellige arabiske lande har forsögt sig med reformer af den offentlige sektor, hvilket var ret interessant läsning (Jreisat, Jamil E.: "A Comparative Perspective on Administrative Reform: The Arab World" i Tummala, Krishna K.: Comparative Bureaucratic Systems. Jeg har ikke lige årstal og udgivelse foran mig). Her har man virkelig tänkt kreativt i Tunesien, men mere om det senere.

Först kan man generelt sige, at der i disse lande eksisterer et paradox. På den ene side önsker man at stimulere udvikling og offenlig service via reformer, og derved öger man bureaukratiets rolle og magt. På den anden side önsker de politiske ledere ikke at afgive denne magt og beslutningskraft, og holder derfor städigt fast i den centraliserede struktur, der präger disse systemer. Dette resulterer altså i, at selvom de arabiske lande vedtager politiske reformer, så forbliver magten på den politiske spids, og vennetjenester og nepotisme er fortsat vigtigst i besättelsen af magtfulde positioner.

De reformer, der vedtages i de arabiske lande, indeholder typisk mål om ratinoalisering og effektivisering via reorganisering. Underliggende mål er her simplificering af procedurer, personlig udvikling gennem träning, brug af moderne teknologi samt större folkeinddragelse.

I praksis stöder de dog på en del problemer. Der findes själdent dokumentation for implementering og effekt, man foretager ikke evalueringer, der er ingen fokus på implementering og endelig er der beröringsangst i forhold til at implementere reformer der piller ved magten. Generelt forveksles det at sige og vedtage "reform" med det faktisk at "reformere".

Årsagerne til dette er multiple, her nävner jeg fem. For det förste er der generelt alt for mange ansatte i den offentlige sektor. Disse ansatte er underbetalte og produktiviteten er lav. For det andet mangler man offentlige ledere der kan väre innovative og effektive. For det tredje har de indsatser man har foretaget for at professionalisere bureaukratierne ikke fört til decentral beslutningstagen. For det fjerde findes der politisk og administrativ korruption, der modarbejder reformer og for det femte er det ikke lykkedes at inddrage embedsmänd og borgere i beslutningsprocesserne.

Selvom det umiddelbart ser ud som om, at de administrative reformer i den arabiske verden löber panden mod en mur, så er der dog lande, hvor man tänker kreativt. Her er Tunesien et godt eksempel. I Tunesien har man forsögt sig med mere fokus på implementering og borgerinddragelse, hvilket har fört til fölgende initiativer:
  • Indsättelse af en ombudsmand efter skandinavisk model
  • Oprettelse af et kontor for borgerrelationer - her tager man imod klager, guider borgere gennem administrative procedurer samt opdager procedurelle komplikationer og forsöger at simplificere disse.
  • Ansättelse af borgere som er "mystery shoppers" i forvaltningen - hvert år ansättes en ny gruppe af borgere til at overvåge forvaltningens service og rapportere dette. Man er anonym og lönnet.
  • Uddeling af en "presidential award" - uddelels jävnligt til offentlig ansatte, der skaber nye initiativer og forbedringer
Hvorvidt det virker melder historien ikke noget om, men jeg synes det er et fint eksempel på, hvordan man i lande, med en helt anden tradition end vi har i Norden, forsöger at tänke accountability, legitimitet og borgerinddragelse.

Ja, således et lille eksempel på hvad jeg beskäftiger mig med disse dage, hvor temaet er komparativ forvaltning.

[Mens jeg har siddet og skrevet dette i computerrummet på campus har der, skråt over for mig, siddet en fyr med höretelefoner i örene og set de der YouTube-musikvideoer med tekst. Og han var ikke for fin til at synge med... God underholdning]

tirsdag den 6. oktober 2009

Besøg - søndag

Søndag morgen var vi, mildest talt, ikke særlig friske. Lørdag havde været en kongeaften, og det kunne godt mærkes! Men vi var dog fast besluttede på at udnytte dagen og tage på Skansen, så op, de måtte vi. Pigerne pakkede deres ting og tog dem med på T-Centralen, hvor vi efter lang tids leden og besvær endelig fik både morgenmad/junk food og fundet ledige bagagebokse.

Så tog vi til Gamla Stan, hvorfra vi sejlede til Skansen. Som I kan se på billedet så vejret på sejlturen lidt truende ud...
Og da vi ankom til Skansen stod det ned i tykke stråler, så vi startede med at finde den nærmeste café, hvor vi fejrede Kanelbullens Dag.

Da regnen stilnede af begav vi os ud. Vi så på dyr og hyggelige huse, egentlig det samme som sidste gang jeg var på Skansen. Alligevel var det anderledes denne gang, for efterårsfarverne var rigtig flotte!

Efter Skansen tog vi tilbage til stationen og pigerne tog mod lufthavnen. Alt i alt var det en rigtig dejlig weekend hvor vi fik nået en masse sightseeing og hvor pigerne også fik mødt mine venner fra kollegiet og set det Stockholmske natteliv!

Besøg - lørdag

Lørdag var den helt store sightseeing dag. Vi vågnede veludhvilede grundet vores rolige fredag aften og tog til Söder hvor vi spiste brunch i et rigtigt hyggeligt kvarter med små cafeer og et marked.
Herefter gik vi, via en udsigtsvej, ind mod Gamla Stan.
På Gamla Stan gik vi rundt i de små gader og op til kongeslottet. Jeg fandt en lille kunstboghandel hvor jeg til min store fornøjelse kunne købe en Roy Lichtenstein bog!
Herefter gik turen mod Riksdagen, hvor vi tog på rundvisning.
Her ses den sal, der svarer til Folketingssalen i Danmark. I Sverige sidder man ikke efter parti, men i stedet efter valgkreds. Hele systemet er meget valgkredsorienteret, eksempelvis er programmet indrettet sådan, at riksdagsmedlemmerne kan tilbringe nogle dage om ugen hjemme i deres kreds. I baggrunden ses et kunstværk, der er et stort vævet tæppe. Alle dele af Sverige har bidraget med materialer, og tæppet indeholder hele 200 nuancer gråt. Jeg ved ikke om det er noget man bør stræbe efter som kunstner...
Rundturen var rigtig spændende, og hvis I har lyst kan I se flere billeder på Facebook. Da vi kom ud en time senere var vejret blevet en del dårligere, meget blæst (som det ses på flagene på toppen af hotellet på nedenstående billede) og regn.
Det skulle dog ikke holde os tilbage, så vi slog paraplyerne op og begyndte at gå mod Östermalm, hvor vi tog en lille tur med sporvognen, shoppede lidt og gik ind til centrum og tog t-banen hjem. Tilbage på kollegiet tog vi en lille lur og hentede kinesisk, og så kunne aftenen ellers begynde! Jeg havde aftalt med mine naboer at tage i byen, og det skal jeg love for at vi gjorde. Først holdt vi et brag af en forfest, og derefter tog vi på en klub i Söder der hedder Debaser. Vi var der først ved ettiden, det siger lidt om forfesten. Vi festede videre på Debaser til de lukkede, spiste en falafel og tog alle hjem igen. En super aften med en masse sjov og dans! Her kommer lidt billeder (igen er der mange flere på Facebook).