fredag den 23. oktober 2009

Første opgave færdig!

Nu har jeg netop færdiggjort min første eksamensopgave. Det er i faget offentlig politik och förvaltning. Her havde vi helt fri hænder til at vælge teori (inden for pensum dog, men det er også omkring 2600 sider, så der er nok at tage af!) og eventuelt case. Jeg valgte tidligt at skrive om casen med Miljøministeriet, der fik Danmarks Miljøundersøgelser til at ændre konklusioner i en rapport om de danske skove, så det blev politisk mere lempeligt for ministeriet. En interessant case om konflikt mellem politik og forvaltning.

Her kommer uddrag fra indledningen, så I kan få et indtryk af, hvad opgaven handler om:

"For nyligt kom det frem i den danske presse, at Miljøministeriet i 2007 havde beordret forskningsinstitutionen Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) til at ændre en vurdering af danske skoves tilstand fra ’dårlig’ til ’god’ i forbindelse med indrapportering til EU. I offentligheden anklages Miljøministeriet for at have presset fagfolkene i DMU til denne ændring, så rapportens konklusioner er mere komfortable for regeringen.Her illustreres således en konflikt mellem forvaltningsniveauet og det politiske niveau, mellem faglige og politiske idealer. Med udgangspunkt i casen operationaliseres konflikten i følgende problemformulering:

Hvorfor lykkedes det ikke Danmarks Miljøundersøgelser at forhindre Miljøministeriets indflydelse på rapportens konklusioner?

Casen om DMU analyseres med teori om forvaltningens ressourcer kombineret med principal/agentteori. Opgaven indeholder således en teoretisk informeret analyse og diskussion af, hvorledes DMU anvendte sine ressourcer som forvaltning i konflikten med Miljøministeriet, og hvorfor dette ikke lykkedes for DMU."

Opgaven er skåret lidt over samme skabelon som Pakistan-opgaven (giver mening for Sine og Mette) og er 15 sider inklusive formalia, så jeg måtte skrive den kort og præcist!

Det bliver rart at få opgaven afleveret i dag, så jeg kan vende blikket mod næste opgave som venter. Men jeg holder dog fri resten af dagen og måske også i morgen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar