Reformer i Tunesien

Bag overskriften gemmer sig det, at jeg i dag skal holde opläg om, hvordan man i forskellige arabiske lande har forsögt sig med reformer af den offentlige sektor, hvilket var ret interessant läsning (Jreisat, Jamil E.: "A Comparative Perspective on Administrative Reform: The Arab World" i Tummala, Krishna K.: Comparative Bureaucratic Systems. Jeg har ikke lige årstal og udgivelse foran mig). Her har man virkelig tänkt kreativt i Tunesien, men mere om det senere.

Först kan man generelt sige, at der i disse lande eksisterer et paradox. På den ene side önsker man at stimulere udvikling og offenlig service via reformer, og derved öger man bureaukratiets rolle og magt. På den anden side önsker de politiske ledere ikke at afgive denne magt og beslutningskraft, og holder derfor städigt fast i den centraliserede struktur, der präger disse systemer. Dette resulterer altså i, at selvom de arabiske lande vedtager politiske reformer, så forbliver magten på den politiske spids, og vennetjenester og nepotisme er fortsat vigtigst i besättelsen af magtfulde positioner.

De reformer, der vedtages i de arabiske lande, indeholder typisk mål om ratinoalisering og effektivisering via reorganisering. Underliggende mål er her simplificering af procedurer, personlig udvikling gennem träning, brug af moderne teknologi samt större folkeinddragelse.

I praksis stöder de dog på en del problemer. Der findes själdent dokumentation for implementering og effekt, man foretager ikke evalueringer, der er ingen fokus på implementering og endelig er der beröringsangst i forhold til at implementere reformer der piller ved magten. Generelt forveksles det at sige og vedtage "reform" med det faktisk at "reformere".

Årsagerne til dette er multiple, her nävner jeg fem. For det förste er der generelt alt for mange ansatte i den offentlige sektor. Disse ansatte er underbetalte og produktiviteten er lav. For det andet mangler man offentlige ledere der kan väre innovative og effektive. For det tredje har de indsatser man har foretaget for at professionalisere bureaukratierne ikke fört til decentral beslutningstagen. For det fjerde findes der politisk og administrativ korruption, der modarbejder reformer og for det femte er det ikke lykkedes at inddrage embedsmänd og borgere i beslutningsprocesserne.

Selvom det umiddelbart ser ud som om, at de administrative reformer i den arabiske verden löber panden mod en mur, så er der dog lande, hvor man tänker kreativt. Her er Tunesien et godt eksempel. I Tunesien har man forsögt sig med mere fokus på implementering og borgerinddragelse, hvilket har fört til fölgende initiativer:

• Indsättelse af en ombudsmand efter skandinavisk model
• Oprettelse af et kontor for borgerrelationer - her tager man imod klager, guider borgere gennem administrative procedurer samt opdager procedurelle komplikationer og forsöger at simplificere disse.
  
• Ansättelse af borgere som er "mystery shoppers" i forvaltningen - hvert år ansättes en ny gruppe af borgere til at overvåge forvaltningens service og rapportere dette. Man er anonym og lönnet.
  
• Uddeling af en "presidential award" - uddelels jävnligt til offentlig ansatte, der skaber nye initiativer og forbedringer

Hvorvidt det virker melder historien ikke noget om, men jeg synes det er et fint eksempel på, hvordan man i lande, med en helt anden tradition end vi har i Norden, forsöger at tänke accountability, legitimitet og borgerinddragelse.

Ja, således et lille eksempel på hvad jeg beskäftiger mig med disse dage, hvor temaet er komparativ forvaltning.

[Mens jeg har siddet og skrevet dette i computerrummet på campus har der, skråt over for mig, siddet en fyr med höretelefoner i örene og set de der YouTube-musikvideoer med tekst. Og han var ikke for fin til at synge med... God underholdning]