I dag har jeg afsluttet mit forvaltningsfag. I fredags afleverede vi vores opgaver og i dag var der så opponeringsseminarium. Det var over den kendte skabelon: der er en der opponerer på din opgave og du opponerer selv på en andens opgave. Jeg fik rigtig fin respons på min opgave. Selv skulle jeg jo også opponere, men jeg synes, særlig da jeg skulle forberede mig, at det var rigtig svært. Dels fordi svensk jo stadig ikke er min stærkeste side, og i noget lidt følsomt som opponering er det jo vigtigt at vælge sine ord med omhu, være præcis og få alle nuancer med. Dels var det svært fordi den opgave, jeg skulle opponere på, virkelig havde sine mangler. Det var tydeligt at det var lang tid siden personen havde skrevet en akademisk opgave, og hvordan får man lige sagt at man faktisk synes at opgaven er én lang redegørelse uden overhovedet noget analyse og diskussion? Jeg valgte den strategi at sige alt, hvad jeg syntes var godt ved opgaven, og formulere al kritik som 'tilnæstegangkritik': "jeg tror du kunne have fordel af at formulere et problem eller en hypotese" eller "jeg tror at det ville være godt, hvis du næste gang skriver eksplicit, hvorfor du har valgt din teori" og så selvfølgelig "det vil blive lettere for læseren at vide, hvad du vil med din analyse, hvis du i begyndelsen af hvert afsnit skriver metatekst". Det gik heldigvis fint, men jeg syntes ikke det var videre behageligt, især på grund af sproget. Og de ovenstående sætninger er faktisk citater fra min opponering (det var selvfølgelig på svensk), hvilket siger lidt om (til statskundskaberne), hvilken opgave jeg havde med at gøre...
I aften skal jeg ud til en enkelt øl med de andre fra faget, og ellers går resten af ugen med at skrive på min anden opgave, som jeg skal aflevere på mandag.
tirsdag den 27. oktober 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar