Tirsdag den 17. november tog Julia og jeg til Viking Line færgen i Stockholms havn, som i løbet af natten skulle transportere os til Turku (svensk navn: Åbo). I terminalen fik vi udleveret vores pas, som vi havde indleveret i forbindelse med visumansøgning. Det var ret sjovt at studere det russiske visa i passet! På færgen tog vi en stille og rolig aften, da vi vidste at vi havde en lang dag foran os. Vi har jo også prøvet det med at feste på et Finlandscruise før! Men der var bestemt andre der benyttede chancen og tax free butikkens billige alkohol, hvilket spiritusluften i bussen næste morgen tydeligt vidnede om!
Om morgenen onsdag kørte vi til Helsinki, en tur på et par timer. I Helsinki gik en guide ombord i bussen, og vi fik en rigtig god guidet tur på to timer. Hun fortalte blandt andet, at cruises som de, der er mellem Helsinki og Stockholm og Turku og Stockholm, hvor man tager frem og tilbage over natten og spiser og drikker godt, er meget populære i Finland. I Finland er der lidt mere end 5 millioner indbyggere, og de tager 9 millioner cruises om året! På turen havde vi et par stop, blandt andet ved en kirke der er sprængt ud i en klippe samt ved et monument for en finsk komponist.
Efter turen checkede vi ind på hotellet, der var super lækkert. Eftersom Julia og jeg havde set Helsinki før besluttede vi os for at tage en middagslur. Om aftenen gik vi ind til byen, spiste og gik i biografen og så 2012. Herefter gik vi hjem og gik i seng, for næste morgen skulle vi tidligt op og køre til St. Petersborg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar