Torsdag ankom vi til St. Petersborg ved 18-tiden, hvorefter vi tjekkede ind på vores hotel. Værelset var ret russisk, men i ok kvalitet. Overalt på badeværelset lå der papirlapper hvorpå der stod "Disinfected" - det er da godt at vide i hvert fald! Klokken 19 mødtes vi med de andre fra turen i lobbyen. I alt var vi ca. 100 udvekslingsstuderende fra hele Sverige på turen. Vi tog sammen ind til midten af St. Petersborg, hvorefter vi splittede op i mindre grupper og spiste. Vi spiste på en italiensk restaurant, hvor maden var god til meget rimelige priser!


På restauranten var der ternet dug, Eros i højtalerne og tjenere, der ikke snakkede engelsk.Efterfølgende mødtes vi med alle igen, hvorefter turen gik til en natklub, der hed Achtung Baby. Da vi kom var der helt tomt, men vi fik hurtigt sat gang i festen og givet bartenderen sved på panden. Vi dansede hele natten og tog en taxa hjem. Det var en lidt speciel oplevelse. For at komme hen til hotellet fra centrum skal man krydse floden Neva (så vidt jeg husker). Her er der en lang række flotte broer, men mellem klokken 2 og 5 om natten åbnes disse broer for skibstrafik! Taxaturen blev derfor ret lang, og vi var lidt nervøse når taxachaufføren kørte rundt i nogle lidt skumle områder, for at nå en bro der ikke var åben. Men det var et flot syn at se alle de åbne broer på vejen!
Klubben så ikke ud af meget da vi ankom


Næste morgen havde Julia og jeg planlagt en sightseeing tur. To fyre, Daniel og Fredrik, havde ingen planer, og hægtede sig på os. Vi gik fra hotellet klokken 9:30, og vandrede derefter rundt i St. Petersborg indtil vi tog en metro tilbage til hotellet klokken 19:00! Fredriks telefons skridtæller viste, at vi havde taget mere end 38000 skridt. Men det var en dejlig måde at se byen på, da vi ikke kun så seværdigheder, men også alt det indimellem. St. Petersborg er lidt en specielt by, synes jeg. På den ene side er der meget overdådige og smukke, historiske bygninger. På den anden side er der industri, meget gråt, meget snavsede biler og lidt deprimerende. Man får lidt et skizofrent indtryk af byen, men det var bestemt spændende.







Først gik vi en tur op i Sankt Isaacs Katedral, hvor man kan gå en tur i en søjlegang og få en flot udsigt over hele byen.


Vinterpaladset set fra oven


Kraner i horisontenHerefter så vi Vinterpaladset, dog kun udefra. En imponerende bygning, der også er lidt for meget.

Efterfølgende så vi Church of Christ's Spilled Blood (jeg kan kun de engelske navne, for det er dem der står i guidebøgerne). Det var meget imponerende, både indefra og udefra. Kirken er lidt af en overraskelse når man kommer ind, for alle vægge og lofter er plastret til med dekorationer, og de er alle lavet med mosaik! Så det I ser på billederne er altså ikke malerier, men derimod mosaik. Vi var meget imponerede!





Så gik vi langs vandet mod den metrostation der hedder Finland. Her skulle Leninmonumentet være, men da vi ankom var den der ikke. Da vi senere var på sightseeing tur i St. Petersborg mandag fandt vi ud af, at statuen stod et andet sted, så den må åbenbart være blevet flyttet efter vores guidebøgers deadline. Men turen hen til metrostationen var rigtig flot. Klokken var efterhånden blevet 19, så vi tog tilbage til hotellet, hvorfra bussen afgik klokken 20. Vi kørte i bus hele natten og vågnede efter meget lidt søvn i Moskva lørdag morgen.



Ingen kommentarer:
Send en kommentar