fredag den 11. september 2009

Klackarna

I dag startede ret uheldigt.

For det første er jeg stadig syg, men jeg slæbte mig ud af sengen på næsespray og panodiler, da undervisningen er obligatorisk. I dag havde jeg undervisning i det ene fag fra 10-12 og fra 12-14 i det andet fag.

For det andet kom jeg for sent til undervisningen! Men det var ikke min egen skyld. Jaja, god undskyldning, tænker I. Men historien er, at i tirsdags var min undervisning aflyst hvilket blev annonceret via en mail jeg ikke fik. Heldigvis var der en af mine gruppemedlemmer der skrev en mail om det, og derved fandt jeg ud af det. Jeg tænkte at jeg nok ikke var kommet på mailinglisten. Onsdag kom der så en mail fra en anden underviser i samme fag vedrørende nogle tekster til næste uge. Jeg tænkte at jeg nok alligevel var på mailinglisten, men at der var sket en fejl tirsdag. I dag ankommer jeg så til undervisningslokalet klokken 09.50, ti minutter for tidligt vel at mærke, og vader ind midt i undervisningen! Noget forvirret får jeg hvisket (jeg var ret hæs pga. ondt i halsen) "förlåt" og sat mig ned. Jeg tjekker undervisningsplanen igen, men får bekræftet at undervisningen først skulle starte klokken 10. I pausen spørger jeg så underviseren, hvorfor undervisningen allerede var i gang da jeg kom, og hun siger at hun ændrede det til at starte klokken 9 som en slags erstatningstime, "det stod jo i mailen". Altså var der altså sendt en mail ud i går jeg ikke havde fået. Og således missede jeg en time uden at det var min skyld, men det gjorde det jo ikke mindre irriterende!

Efter al undervisningen ordnede jeg nogle praktiske ting på universitet(s kopisal) og tog hjem. Da jeg kom hjem kunne jeg godt mærke at jeg vist havde overvurderet mit helbred, så jeg lagde mig til at sove og vågnede helt groggy tre timer senere, bestemt ikke klar til at stå op. Jeg havde en aftale om at se The September Issue i biografen med pigerne, men jeg havde mest bare lyst til at kravle ned under dynen med noget te. Men så tog jeg mig sammen og stod op og lavede mad. Jeg tænkte at jeg ikke ville spilde en fredag aften med at lave ingenting, så jeg iførte mig mine klackar (hæle), og deres ryk-rankende effekt fik mig på højkant og afsted i biografen, hvilket jeg ikke fortrød!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar