Universitetsundervisning

Billedet har ikke noget med emnet at gøre, det er bare et fint billede som Jennica tog i lørdags. Jeg beklager den lave opløsning (jeg ved ikke hvordan det kommer til at se ud når jeg publicerer indlægget), men jeg nappede billedet fra Facebook.

I dette indlæg vil jeg reflektere lidt over de forskellige undervisningsformer, jeg er blevet stillet overfor her på Stockholms Universitet. Som de fleste af jer ved, så består kandidatundervisningen på Statskundskab på Københavns Universitet af holdundervisning. Her er det oftest underviseren der holder et oplæg, som, afhængigt af underviseren, suppleres med et studenteroplæg og diskussion. Efter de første uger her er jeg nu kommet ind i rytmen med, hvordan undervisningen foregår, og har oplevet, at det er meget anderledes en den danske opbygning.

I det ene fag (analyseretninger og magt) er der én forelæsning om ugen. Det er en traditionel forelæsning hvor underviseren forelæser til et slideshow, men eftersom vi bare er omkring 60 studerende er der også lidt diskussion og flere spørgsmål end jeg er vant til. Forelæsningerne suppleres med fire seminarier (ét for hvert emne - rationel aktørteori, strukturalisme osv.) samt et slutseminarium. Før seminariet mødes man med sin gruppe og skriver en lille opgave på ca. fem sider, samt forbereder en præsentation på 10 minutter. Præsentationen er ikke noget med slideshow, det er bare en lille opremsning af hvad man har diskuteret og hvad man har skrevet i sin opgave. At forberede dette tager typisk en dag, jeg tror vi brugte fem timer sidste gang på at mødes, og så lidt tid derudover på at forberede os og på at finpudse opgaven. Så mødes man på et seminar med tre andre grupper og underviser. Der er altså ca. 20 deltagere på seminaret foruden underviseren. Seminaret varer to timer og består i at alle grupper præsenterer, og så diskuterer man. Sidste gang var der først to præsentationer, så en diskussion, så to præsentationer og en diskussion. Jeg forestiller mig at det bliver noget lignende til de næste seminarier. Der er rigtig meget deltagelse på disse seminarier, som i øvrigt er obligatoriske, og underviseren fungerer blot som en slags moderator.
'Rytmen' i faget er altså således:
- Forelæsning, 2 timer
- Forelæsning, 2 timer
- Gruppemøde, én dag
- Seminar, 2 timer
Hvilket tager ca. to uger og gentager sig fire gange.

I mit andet fag (offentlig politik og forvaltning) er vi et hold på 16 personer. Her er der to gange obligatorisk undervisning om ugen. Men undervisning er så meget sagt, det er nærmere bare diskussion. Før hver undervisning mødes hver gruppe (4 personer) og forbereder diskussionsspørgsmål på baggrund af litteraturen (typisk en hel bog, så spørgsmålene får ret generel karakter). At forberede diskussionsspørgsmål plejer at tage en time for min gruppe, så vi mødes typisk en time før 'undervisningen'. Undervisningen består så i, at underviseren starter med at udpege en gruppe, der præsenterer deres spørgsmål. Det diskuteres så med inddragelse af de andre studerende, og underviser fungerer som moderator, men deltager også aktivt i diskussionen, da underviser typisk selv er forfatter til den læste litteratur, og derfor kommenterer med udgangspunkt i sin forskning. Herefter udpeger underviser den næste gruppe der skal præsentere sine spørgsmål og sådan fortsætter det. Vi er fire grupper. En undervisningsgang tager to timer, og består således udelukkende af diskussion på baggrund af gruppernes diskussionsspørgsmål, og derfor er der rigtig meget deltagelse.
Rytmen er altså at der er to undervisningsgange på 2 timer om ugen, og det er nødvendigt med en times gruppemøde før undervisningen.

At der er meget deltagelse er generelt positivt, synes jeg. Men da diskussionerne i offentlig politik og forvaltning tager udgangspunkt i en meget stor mængde litteratur (typisk omkring 200 sider), bliver de tit temmelig ufokuserede. Det kræver meget af underviser at holde diskussionen relevant, og der er en tendens til at der bliver talt meget i øst og vest, og ført flere monologer end der reflekteres og stilles egentlige spørgsmål. Hvis man er forberedt og deltager i diskussionen kan man få en del ud af det, men det er mit indtryk at vi altid er de samme, der deltager. Jeg kan forestille mig at der er nogle, der er generte, men for at få mere ud af det synes jeg dels at underviserne skal være bedre til at styre diskussionerne og ikke bange for at sige, at visse vinkler er irrelevante i forhold til den aktuelle problemstilling. At diskutere er efter min mening ikke et mål i sig selv. Dels mangler jeg lidt bredere deltagelse i diskussionerne, jeg synes ikke det er tilstrækkeligt, at folk blot bidrager med det obligatoriske diskussionsspørgsmål, men ikke deltager i den efterfølgende diskussion og diskussionen af andres oplæg.

Et deliberativt ideal om megen studenterdeltagelse er fint, og det bør umiddelbart fungere godt når man er et lille hold med blot 16 deltagere. Men jeg støder ind i de problemer, man ofte møder i en sådan situation, og jeg får efterhånden mindre og mindre ud af det. På Statskundskab er vores anke tit, ved studenteroplæg og diskussioner, at det kun er relevant for oplægsholderne, og at diskussionerne bevæger sig ud af ligegyldige tangenter fordi folk taler for ufokuseret og længe. Dette er i ekstrem grad tilfældet her, hvor der let kan gå to timer på denne måde, og hvor jeg ikke kommer fra undervisningen med noget nyt i forhold til det, jeg har læst i litteraturen.

Jeg synes faget om analyseretninger og magt fungerer bedst, da det på fin vis kombinerer studenterdeltagelse med forelæsninger, og det er sværere at sidde og "gemme sig", når man tvinges til at skrive en opgave sammen med sin gruppe. Samtidig fungerede vores første seminar godt, da underviseren var god til at fokusere diskussionen og trække centrale emner og spørgsmål frem af præsentationerne. At der før gruppearbejdet og seminaret ligger traditionelle og rent teoretiske forelæsninger gør også, at de diskussioner, der opstår på seminariet, får en interessant teoretisk karakter.

Ja, nogle gange bliver det altså lidt for demokratisk på bekostning af det faglige! Men ideen om små gruppeopgaver og seminarer synes jeg godt man kan lære noget af.