torsdag den 10. september 2009

Picnic for udvekslingsstuderende


Onsdag brugte jeg formiddagen på at læse på biblioteket samt at kopiere en bog (altså ikke mere end 10 % af bogen jf. ophavsrettigheder, forstås). Det er ret besværligt at få fat i litteraturen til forvaltningsfaget, da de fleste bøger kun findes i ét eksemplar på biblioteket, og jeg ikke finder det sandsynligt at jeg kan få lov til at låne på byens andre biblioteker uden et svensk personnummer. Jeg løser det ved at låne bøgerne af mine gruppemedlemmer og så kopiere, men da det er lidt af et logistisk cirkus ender jeg med at læse foran i den litteratur jeg har anskaffet og være bagud i den litteratur jeg endnu ikke har fået fat på. Men så længe jeg har det hele når det bliver tid til at skrive den endelige opgave, så skal det nok gå.

Om eftermiddagen var der picnic og 'sportgames' for de internationale studerende. Man skulle medbringe noget mad der var traditionelt fra sit land, og Johanne og jeg besluttede at medbringe, hvad danskere traditionelt medbringer til picnic: pastasalat. Vi krydrede det med danskernes favoritkrydderi: bacon.


Picnicen var nu ikke så organiseret, så det endte mest med at folk sad og spiste deres egen mad, men det var nu også ok, for vores pastasalat var faktisk ret god.

Vi fik løbet sækkeløb og spillet rundbold, og resten af tiden sad vi bare og nød solen. Her er det mig med finske Katja ved min side.
Det var en rigtig flot dag med en temperatur lige under de tyve grader og en flot septemberhimmel som I kan se her:
Hen mod aften mødtes Johanne og jeg med Jennica, og vi gik hen på Johannes kollegium, som ligger ca. ti minutter fra campus, hvor vi spiste pizza på et pizzeria/bar der viste Sveriges fodboldkamp på storskærm. Her kommer vi nok også til at befinde os 10. oktober! Det var ærgerligt at Danmark ikke formåede at slå Albanien, men til gengæld var det dejligt at vågne op i dag til nyheden om, at Caroline Wozniacki vandt kvartfinalen! I dag (torsdag) vågnede jeg til gengæld også op til en dejlig forkølelse, der havde været lidt undervejs onsdag, men som i løbet af natten udviklede sig til en seriøs omgang ondt i halsen. Så i dag har jeg aflyst diverse gruppemøder og tilbringer dagen i sengen!

Her er lige et par snapshots fra gåturen til Johannes kollegium

Ingen kommentarer:

Send en kommentar